Rubæk Jultveds hjemmeside

Page
Menu
News
Du er her:   Hjem > Johannes' historie > Præstens tale i Verninge Kirke

Præstens tale i Verninge Kirke



"Fyldt af glæde over livets under"
Sådan har vi lige sunget her ved Johannes' begravelse.
Sådan har I sunget ved jeres børns dåb.
Sådan skulle vi også synge her i dag for jeres lillebitte Johannes.

Glæden over livets under.
Der er en afvæbnende styrke ved bittesmå børn.
Så sarte og sårbare de er.
Så afhængige af, at store mennesker vil tage sig af dem, vil bære dem og nære dem og beskytte dem mod alle farer.

Uden ord mærker store mennesker over for et lille barn, at man så gerne vil bruge sin voksne magt til at værne det lille liv og hjælpe det frem i verden.

Glæde over livets under.
Det fortæller et lille barns nærvær om bare ved at være der og i den grad behøve sine voksnes kræfter.

Et nyfødt barn skal elskes videre ind i livet.
Vævet uløseligt sammen med alt det håndfaste arbejde omkring et barn, der skal smiles og aes og nynnes og tales og alt sammen med kærlighed, som kalder på det lille menneske.

Vi vil gerne kende den, du er.
Kom frit frem og vær til sammen med os.
Sådan siger de større menneskers ansigter og hænder til det lille barn.
Sådan vil kærlighed hjælpe et lille barn videre ind i verden.

I har kendt Johannes som en tryg forventning gennem de ni måneder.
I har kendt ham gennem en lang nats angst.
I kom til at kende ham også som sorg.

Glæde over livets under.
Ja!
Men glæde og sorg er sommetider meget nære naboer i dette liv.

"Tænk, at livet koster livet!"
Det er en af de livsbekræftende salmer, som I har fundet frem og valgt til i dag.

Det koster liv at elske livet.
Og liv skal elskes, hvis det ikke skal stivne i kedsommelig rutine.

Mennesker må give af sig selv for at elske livet frem imellem hinanden.
Mennesker må bruge sig selv med krop og sjæl for at få liv til at bevæge sig fra menneske til menneske.

Mennesker må give af sig selv, også når man synes, liv bliver taget fra en.
Når man bliver berøvet muligheden for at elske liv videre frem i lige det menneskebarn.

Tænk, at livet koster livet.
De ord har fået sin helt særlige betydning nu for jer af Johannes' liv - hans liv i jeres forventning og i jeres glæde og sorg.

Et barn, som I har set og rørt ved.
Et barn, hvis væsen I måske aner en smule af.
Et barn, som I ikke her i tid og rum kan komme til at bruge jeres kræfter på at lære at kende.

Sorgen, savnet vil uundgåeligt kræve noget at jeres liv nu.
I jeres sorg vil noget, der er ham, på en måde være hos jer.
Og sorg er ikke fjenden af glæden over livets under.

I fik jeres Johannes døbt.
Ved dåben bliver det udtrykt, at et jordisk menneskebarn også hører hjemme i Guds virkelighed.

Og Guds Rige, Guds virkelighed er i glimt lige midt iblandt os på denne jord.
Hver eneste gang vi gribes af glæde over livets under.
Hver eneste gang kærlighed får liv til at bevæge sig fra menneske til menneske.

Guds Rige, Guds virkelighed rækker videre ud, end vi kan nå som jordiske mennesker.

Tro og håb siger, at når liv må give op, give slip her i tid og rum, da gribes og bæres det liv af Guds evighed.

"De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede af dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds Rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds Rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det."
Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem."

Johannes Martin Rubæk Jultved blev født den 8. juli kl. 18.39 og døde den 9. juli kl. 9.25.
Engang for ikke så længe siden var han endnu kun til som en mulighed i Guds tanke.
Med sit korte liv blev han virkelig for jer som både glæde og sorg.
Evigt er han nu nær Gud.

Vor Far i Himlen!
Vær nær I vore hjerte med din kærlighed, når mennesker og liv og død kræver mere, end vi magter.
Tag vare på Johannes, som mennesker ikke længere behøver hjælpe.
Lad ham hvile i fred hos dig og i menneskers sind.

Page
Menu
News
Page
Menu
News

Powered by CMSimple | Template by CMSimple | Ændret af CMJ | Login